Ekspropriation betyder grundlæggende, at  en offentlig myndighed overtager ejendomsretten til en ejendom fra en borger imod erstatning. Formålet med overtagelsen skal være i almenvellets interesse for at ekspropriationen kan anses for lovlig.

Ydermere skal følgende 3 betingelser være opfyldt, for at der er tale om ekspropriation;:

1. Indgrebet skal ramme en beskyttet rettighed; fx ejendomsretten til fast ejendom, eller leje- og panterettigheder.
2. Indgrebet skal ramme en beskyttet rettighedshaver; dette vil typisk være enkeltpersoner og andre private retssubjekter men kan også være offentlige myndigheder.
3. Indgrebet skal have karakter af pligtmæssig afståelse; man vil i denne vurdering lægge vægt på om indgrebet overfører en ret til andre, om der er tale om et generelt eller konkret indgreb samt dets begrundelse. Sidst men ikke mindst vil man vurdere indgrebets intensitet.

Der har stor betydning om der er tale om ekspropriation eller en anden form for regulering, idet borgeren som regel ikke vil have krav på erstatning, såfremt der ikke foreligger en ekspropriation.

Aftaler på ekspropriationslignende vilkår:

Et område, der ofte overses i debatten om ekspropriation, er aftaler på ekspropriationslignende vilkår. Disse aftaler gennemføres og fremstår umiddelbart som “frivillige”, men i praksis foregår de ofte med udgangspunkt under frygt for eller trussel om ekspropriation, men uden at ekspropriationsforretningen formelt gennemføres. Man kan frygte, at de retssikkerhedsmæssige ventiler, der dog er indlagt i grundloven, helt forsvinder i disse tilfælde. Aftaler på ekspropriationslignende vilkår er derfor et særligt problematisk område indenfor ekspropriationsdebatten, som bør tages op.